Gå til hovedindhold

Fra Grønt Akademi til Vækstpilot

Jobcenter Aarhus rekrutterer året rundt til forskellige kursusforløb, der kombinerer f.eks. undervisning med casearbejde og virksomheds-praktik. Et af forløbene er Det Grønne Akademi, hvor Marianne Ulstrup Svendsen i slutningen af 2023 deltog.

  • Læs op

Indhold

    Skrevet af Else Marie Kahr Thomsen - Jobcenter Aarhus

    Forløbet sluttede med en virksomheds-praktik hos H. P. Industrial A/S, hvor Marianne nu er ansat i en tidsbegrænset stilling via Vækstpilotordningen.

    Vi har bedt Marianne fortælle om sit forløb:

    ”Jeg hedder Marianne Ulstrup Svendsen, er 60 år og har en HD i afsætning og en Diplom i Ledelse. Jeg har primært arbejdet med indkøb og salg og har været indkøbschef i flere produktionsvirksomheder. Jeg har desværre oplevet, at det er svært at få job igen, efter jeg er blevet ca. 55+. Derudover har jeg erfaret, at der i en del stillingsannoncer vedrørende indkøb efterspørges kompetencer inden for bæredygtighed, ESG-rapportering, CFP og LCA/EPD, hvilket jeg ikke har haft ret meget kendskab til tidligere.

    Jeg talte med Jobcenteret, om der var mulighed for kursus eller uddannelse i dette i min ledighedsperiode. På den måde kom jeg med på Det Grønne Akademi. Mit ønske for fremtiden er at arbejde med indkøb igen - det behøver ikke være som leder. Jeg kan også se mig selv arbejde med "De grønne kompetencer" og/eller en kombi med indkøbsopgaver.”

    Fra diffust til konkret...

    ”Da jeg startede på Det Grønne Akademi havde jeg meget lidt kendskab til værktøjerne og indholdet. Det var meget diffust i starten, men som ugerne skred frem, kom der heldigvis lidt mere forståelse. Det var først, da vi kom ud i virksomheden, at tiøren virkelig faldt. Vi formåede at få lavet et fundament til virksomhedens ESG-rapport 2022, som de kan arbejde videre på.

    Vi beregnede alt indenfor scope 1 og 2 og en næsten færdig scope 3 (ikke downstream). Vi listede og også en del ting inden for S (social) så som sygefravær, arbejdsulykker, medarbejderomsætning, trivsel, diversitet og indenfor G (Governance), så som værdikædesamarbejde, partnerskaber, due diligence, strategi og handleplan.”

    …og til endnu mere konkret

    ”Vi præsenterede virksomheden for et godt stykke arbejde, som jeg tror, var med til at sætte virkelig fokus på den grønne omstilling. Dertil kommer naturligvis, at de har konkrete forespørgsler fra kunder, om at kunne levere CFP på udvalgte produkter. Kort tid efter vi havde afsluttet Det Grønne Akademi, blev jeg kontaktet af virksomheden med henblik på en Vækstpilot-ansættelse, hvilket jeg takkede ja til. At arbejde med grøn omstilling i et konkret job kommer til at give mig en del mere viden og kompetence.”

    Fremtiden i jobbet

    ”Jeg er ansat til at færdiggøre (E) ESG-rapport for 2022/2023 og beregne LCA/CFP på udvalgte produkter, samt lave skabelon på begge aktiviteter, så de selv kan arbejde videre med det efterfølgende. Dert kræver en del dataindsamling både i virksomheden og hos underleverandører og en forståelse for produternes sammensætning helt ned i mindste detalje.

    Jeg er også ansvarlig for et affaldsprojekt, hvor vi skal optimere sorteringen og evt. vælge ny samarbejdspartner. Jeg har derfor gang i et udbud, som giver godt grundlag for det fremtidige valg. Det er interessant at se, hvordan processserne i produktionen fungerer og at have samarbejdet med medarbejdere og leverandører.

    I fbm ESG-rapporten arbejder jeg også med de mere "bløde værdier" (S) om trivsel og arbejdsforhold. I (G) Governance-delen vil det være interessant, hvis jeg kan påvirke den fremtidige strategi for bæredygtighedsarbejdet, målsætningerne og evt. diversiteten i ledelseslaget.”

    Har du et par gode råd til andre, der står i samme situation, som du stod i?

    ”Hvis man reelt kan tænke sig at arbejde med bæredygtighed og ESG-arbejdet, synes jeg Det Grønne Akademi er en god mulighed for at få indsigt på området. Arbejde inden for kategorien kan have flere forgreninger. Man kan arbejde med rådgivning, strategitænkning og cirkulære modeller m.m., men det kan også være et mere analytisk og beregningstungt arbejde, med megen talbearbejdning, omregningsmodeller, struktur m.m.

    Som i mit eget udgangspunkt, tror jeg også man generelt kan være bedre stillet i dag, hvis man har grønne kompetencer. Det vil være et plus for en jobsøgende og et must i mange stillinger fremover. Så tag udfordringen op - man er ikke mester bagefter, men måske godt på vej!”

     

    Hvad er Det Grønne Akademi?

    Det Grønne Akademi er et uddannelsesforløb fra Aarhus Kommune, der opkvalificerer højtuddannede ledige med virksomheder, der gerne vil have hjælp til grøn omstilling. Forløbet er udviklet i samarbejde mellem Jobcenter Aarhus, Aarhus Kommunes Klimaplan  og Erhvervsakademi Aarhus. Det består dels af undervisning og dels af virksomhedspraktik. Siden 2020 har Det Grønne Akademi hjulpet 52 virksomheder og 14 kommunale arbejdspladser med at kickstarte deres grønne omstilling, ligesom der er uddannet hele 175 forandringsagenter. Læs mere om dem her.

     

    Hvad er Vækstpilotordningen?

    En vækstpilot er en ny medarbejder, som inden ansættelsesstart skal være registreret ledig og have en erhvervs- eller videregående uddannelse. 

    Igennem puljen kan du få 50 % tilskud til lønomkostninger i op til seks måneder til ansættelse af en vækstpilot. Tilskuddet er på max. 15.000 kr. pr. måned. Vækstpiloten skal være ansat minimum 25 timer om ugen.
    Se mere her.

    Sidst opdateret: 19. april 2024